Forholdet mellem kommunen og borgerne - og forholdet mellem borgerne.

Fanø kommune har gennemgående et højt serviceniveau og tilsvarende stor borgertilfredshed.

Det, vi er glade for at forbinde med Fanø, er: Det tætte, lokale samfund, hvor vi kender hinanden tilstrækkeligt til, at vi varmer os ved en oprigtig interesse for hinanden. Det er et menneskeligt miljø, hvor det er godt at leve. Vi knytter vores identitet til Fanø, og når vi mødes uden for øen, mærkes det i fine antydninger, at vi har noget fælles. Også med dem, vi egentlig ikke kender. Den kultur giver anledning til hjælpsomhed og tilfredshed.

Der findes dog samtidig en anden kultur, som Fanø også må vedkende sig: Den er kendetegnet af kritik og mistænksomhed over for ”de andres” motiver, udygtighed osv. Ligesom i den store verden er denne opdeling i "os" og "dem" destruktiv. Den skader forholdet mellem os, den påvirker vores opførsel til det værre, og den medfører ringere arbejde og serviceydelser.

Vi indgår alle sammen i begge kulturer. Og et byråd kan ikke "bestemme", at nu er den ene påbudt og den anden forbudt.

Men Miljølisten tror på, at kommunalpolitikere alligevel ad mange forskellige veje og med mange forskellige midler kan fremme den første og begrænse den anden. (Eller omvendt, men det er altså ikke det, vores politik går ud på!)

En af vejene er at gøre det tilladt at tale åbent om forhold, der kan forbedres. Det må ikke være "politisk ukorrekt" at fremføre faktiske forhold, selv om de er problematiske. Tilsvarende må der tales åbent om, hvad der kan gøres ved det. (NB! Åbenhed inden for den kreds, som den pågældende problemstilling tilsiger.) Begrænsninger og dilemmaer må frem i lyset, så man kan finde den mindst ringe løsning.

På denne måde mindskes behovet for syndebukke og for at skabe fjendebilleder. Diskussionen kan i stedet koncentreres om at finde løsninger eller forebygge problemer, og den opgave vil ofte være et fælles anliggende.

Denne tankegang er i overensstemmelse,  ikke i modstrid, med en klar ansvarsfordeling.